Aflyste messer giver weekendophold til favørpriser
Den store messesæson er stort set aflyst dette efterår. Det kommer privatkunderne til gode. Lige nu kan du finde især weekendophold til yderst fornuftige penge.
Var det noget for dig at stikke afsted på weekendophold med overnatning, velkomstdrink, to-retters menu og stor morgenmadsbuffet til 600 kroner? Vel at mærke på et firestjernet hotel?
Lyder det for godt til at være sandt? Den er god nok.
Coronakrisen har sat en stopper for stort set alle store messer og konferencer.
Hotel Fredericia i byen af samme navn ligger lige over for et af Danmarks største messecentre, Messe C. Hotellet kan tydeligt mærke, at messehallerne står tomme.
“Vi kan tydeligt mærke, at der ikke er hundredevis af udstillere, der skal overnatte. Så vi har mere plads end normalt på denne årstid i weekenderne. Det har vi taget konsekvensen af og sat priserne ned”, forklarer administrerende direktør Einar Kring.
De kommende uger er altså en helt oplagt mulighed for at tage på en romantisk parweekend, en aktiv weekend eller bare ren afslapning uden at slå bunden ud af husholdningskassen.
Selvom der er mere plads end normalt på Hotel Fredericia, skal man ikke være nervøs for at møde et tomt, atmosfæreforladt hotel.
“Det med lidt ekstra plads er vel bare en fordel i disse tider. Ja, i det hele taget et krav eller anbefaling fra myndighederne. Men vi har faktisk haft drøntravlt henover sommeren. Tilbagemeldingen fra de fleste af vores gæster var, at de havde fået præcis det afbræk fra hverdagen, de kom efter, også selvom turen ikke gik til udlandet. Og der er ingen, der klager over, at det er til nedsatte priser”, fortæller Einar Kring med et smil på læben.
Måske er Fredericia ikke et første, der popper op, hvis du overvejer et weekendophold. Men mulighederne er mange næsten lige ud for hotellets dør. Er maden det vigtigste, ligger den Michelinbestjernede restaurant Ti Trin Ned i byen.
Er I de aktive typer, ligger en af Danmarks nyere, spektakulære attraktioner få kilometer fra Hotel Fredericia: Bridgewalking over den gamle Lillebæltsbro i 60 meters højde over vandet.
Er weekenderne besatte er der en anden mulighed på hverdage. Hotel Fredericia er kendt for særlige middagsarrangementer som blandt andet fiskeaften i foråret og vildtaften i efteråret.
I år er vildtaftenen trukket i nye klæder, da buffeten er ændret til en fireretters menu.
“Vi kan sagtens håndtere en stor buffet også i coronatider. Det gør vi hver morgen. Men til en lang vildtaften er gæsterne oppe ved buffeten langt flere gange end til morgenmaden. Derfor har vi ændret konceptet til en menu med mulighed for vinmenu og overnatning til en priser, hvor man virkelig får meget for pengene”, forklarer Einar Kring.