Fra soldat til kunstner af en ny tid

Martin Brachér havde været soldat i to år og var klar til at blive udsendt til en mission i det afrikanske land Mali. Han ville ud i verden og gøre en forskel og bruge nogle af de færdigheder, han havde lært sig under uddannelsen i forsvaret.Men efterhånden som missionen kom tættere på, kom der flere nerver på. Han fulgte et råd, som han havde fået af sin mor: Begynd at male, hvis du føler dig presset.For Martins vedkommende blev missionen til Mali aflyst i sidste øjeblik. Forsvaret vurderede, at man kun ville sende Jægerkorpset afsted til den optrappede afrikanske konflikt. Til gengæld blev det alvor med malerierne. Selv om han havde forestillet sig, at han skulle være soldat resten af livet, blev det i sidste ende kunsten, som blev hans mission.

Kunsten er blevet en levevej

”Dengang ærgrede jeg mig over, at jeg ikke blev udsendt. Det var jo trods alt det, vi havde trænet til. Men jeg fandt også ud af, at jeg nok ikke var sat på jorden for at være soldat. Jeg begyndte at finde ud af, hvad min kunst gør ved folk. Jeg skulle male noget, der gør folk glade,” fortæller Martin Brachér, der for længst har gjort det til en levevej at sælge sine malerier – til trods for, at han har gjort det til en dyd at gå udenom gallerier, kuratorer og de traditionelle kunstuddannelser. Eller måske netop af den grund.”Jeg fokuserer på, hvad billederne gør ved folk. Det gik op for mig en dag, da jeg var ude og aflevere et billede, og kunden blev så rørt, at hun begyndte at græde. Det var selvfølgelig en overraskelse for mig,” siger han.”Men det er meget simpelt. Hvis folk vil betale penge for malerierne, er det fordi de har tænkt sig at kigge på dem resten af livet. Jeg kommer ud og leverer malerierne personligt og hænger det op. Og jeg tager et billede med kunden. Det skal være i orden. Det, synes jeg, er mere spændende end at købe på et galleri, hvor du ikke møder kunstneren, og andre har bestemt, hvad du skal mene,” siger Brachér.

Platform på sociale medier

I tidens ånd har det ikke mindst været sociale medier som Facebook og Instagram, der har været Martins ’galleri’. For tre år siden begyndte han at poste billederne her, og til trods for et par løftede øjenbryn og nedladende bemærkninger i begyndelsen, har langt de fleste reaktioner været positive.”Jeg var lidt forud for min tid med det. For to-tre siden var det ikke så almindeligt at bruge sociale medier til kunst som i dag. Folk har ligget meget under for den gamle skole med, at man skulle ind på Kunstakademiet eller et galleri, før det var godt nok. Der har jeg nok altid troet mere på mig selv, og heldigvis har jeg brændt igennem,” fortæller Martin, der tidligere har foræret sine værker til kendte skuespillere og andre mediepersoner, for at blive eksponeret gennem de sociale medier.

Det er ikke nødvendigt længere.

”Det gik stille og roligt op for mig, at jeg rent faktisk kunne leve af det her. Jeg kan huske første gang, jeg solgte et billede for 24.000 kroner. Der vidste jeg, at det også kunne bære økonomisk,” fortæller Martin, der selv beskriver sin stil som en synergi mellem komposition og farver. Et ekspressivt udtryk med plads til store armbevægelser.

Kunst i store formater

”Jeg skal arbejde i store formater. Jeg kan bedst lide to gange tre meter, men det er jo ikke alle kunder, der lige har plads til det. Og så bruger jeg meget mine hænder. Pensler er utilregnelige. Du kan ikke stole på dem. Selvfølgelig har man brug for dem. Men udtrykket kommer indefra og ud gennem hænderne,” siger Martin, som nu er kommet så langt i karrieren, at han ikke længere kan køre hele forretningen selv. Der kan sågar blive tale om at alliere sig med en gallerist, hvis han skal til udlandet.”Næste år vil jeg gerne til udlandet. Og så kan det godt blive nødvendigt med et galleri til at åbne nogle døre. Og i det hele taget er jeg ved at involvere nogle andre mennesker til alt det, der er udenom: Sociale medier, hjemmeside og at tale med de rigtige mennesker. Det får jeg brug for, hvis jeg skal koncentrere mig om det, det hele handler om: At male. Det er det, som er vigtigst,” fortæller Martin Brachér.