”Intet er tilfældigt – alt skal passe sammen”

Med et hammerslag på 1,41 mio. kroner blev Flemming Lassens ”Den Trætte Mand” i efteråret 2014 det dyreste møbel, der nogensinde er solgt på dansk jord.

Stolen er designet i 1935, og siden er både eksemplarer af ”Den Trætte mand” og Lassens tre-personers sofa solgt på den rigtige side af en halv million hos Bruun Rasmussen.

En imponerende pris, der afspejler, at interessen for de første danske modernister kun er blevet større og større de sidste årtier. Arkitekterne Flemming og Mogens Lassen har sammen med Arne Jacobsen været nogle af dem, som støbte grundstenen til denne guldalder i dansk møbeldesign. Og tendensen er, at vi finder tilbage til rødderne. Det mener manden, der førte hammeren, Peter Kjelgaard Jensen fra auktionshuset Bruun Rasmussen. Han har fulgt den stigende interesse for klassisk dansk møbeldesign tæt. Og når vi vender tilbage til de historiske rødder, så handler det i høj grad om, at vi finder inspirationen og ideerne relevante og nutidige.

”Interessen har bevæget sig meget frem og tilbage. Da jeg startede med at interessere mig for det her i slutningen af 1980’erne, kunne du købe et Wegner-bord for 25 kroner på et loppemarked. Folk ville simpelthen hellere have en afsyret kommode i fyrretræ,” siger han.

Tilbage til rødderne

Nogle af de første arkitekter, der blev støvet af efter ”dansk designs mørke middelalder i 1980’erne”, var designere som Finn Juhl, Poul Kjærholm og Verner Panton, der havde deres første storhedstid efter Anden Verdenskrig. Men senere har tendensen været, at vi skulle tilbage til rødderne – før krigen. Den tidligere modernisme er simpelthen en kilde til en inspiration, der virker uudtømmelig.   

”Der er mange ting, som gør perioden spændende. Helt konkret var det krisetider, og der blev ikke bygget så mange huse, så de her store arkitekter kastede sig over møbler. Det ændrede sig efter Anden Verdenskrig, hvor der kom gang i byggeriet igen,” siger Peter Kjelgaard Jensen.

”Der er en grundlæggende kvalitet, som er tidløs. Men den vigtigste grund til, at interessen er så høj, er, at det stadig er relevant. De fleste mennesker ville i dag kunne gå ind i et Mogens Lassen hus, der er indrettet  i 1932, uden at synes, det var altmodisch eller helt forfærdeligt. De ville synes, det var et moderne hus, som man godt kunne bo i. Så kan det godt være, at vaskemaskinen er en anden, men måden at opfatte lys og rum på er jo ikke anderledes. Det mener jeg ikke, at man har fundet et nyt paradigme for, og derfor bliver det ved med at være holdbart,” siger Peter Kjelgaard Jensen, der mener, at Lassen-brødrenes banebrydende kvalitet skal findes i spændingsfeltet mellem den schweizisk-franske Le Corbusier (som Mogens Lassen arbejdede for) den tyske Bauhaus-bevægelse og en simpel dansk pragmatisme.

”Jeg tror, at en grund til, at de her ting er så uopslidelige, er, at de var banebrydende i den tid,  de er formet i. De peger fremad i en modernistisk tankegang, som man stadig bekender sig til 80 år efter. Så der er større chance for, at det stadig holder, end hvis man  laver en eller anden pastiche over et 1930er-møbel, som jeg synes, vi ser rigtig meget af i dag, ” siger Peter Kjelgaard Jensen.

Arvtagerne

Den stigende interesse kan også mærkes hos arvtagerne til de to arkitekter. Inden for et par årtier er designs som Kubus-lysetagen gået fra stort set kun at være kendt i Lassen-familien, til komme i produktion og bliver solgt i møbel- og designbutikker og kunstmuseer i hele Norden. Søren Lassen, barnebarn efter Mogens Lassen, har været den drivende kraft i udviklingen af by Lassen, og han er – ikke overraskende – stolt over inspirationen fra sin bedstefar.

”Som min farfar udtrykte det: Intet er tilfældigt. Alt skal passe sammen. Derfor holder jeg mig meget stramt til reglerne om primært at bruge rene stereometrier i designene. Jeg forholder mig nærmest stupidt snært til forholdstallene seks , syv og ti samt multipla af disse. På denne måde får emnerne en fin sammenhængskraft,” fortæller Søren Lassen, der bl.a. har arbejdet videre med den strenge symetri i Kubus Lyse-stagen, som er videreudviklet til vaser, æsker og små skåle.

Ud over den sammenhængskraft arbejder han også videre med den tanke, som de tidligere modernister måske mere end noget andet blev kendt for: Funktionalismen. At ting ud over at være gode for øjet, skal være god til det, de er tænkt til.

”Eksempelvis er vaserne udstyret med en indsats, der gør at det er let at arrangere en buket, så den ligner en million, selv om det er en buket til 20 kr. Udtrykket i designene baserer sig primært på brugen af geometriske stereometrier såsom kuglen, kuben og cylinderen, derved får man noget der hænger sammen med de andre dele i kollektionen og øjet får noget som er genkendeligt både mht. resten af kollektionen, men også at designene er symmetriske. En symmetri er jo ren genkendelse, ” slutter Søren Lassen.