Hvad er dit urealistiske nytårsforsæt?
Det er højsæson for indmelding i fitnesscenteret. Desværre er det ligeledes højsæson for knuste drømme, dårlig samvittighed og nederlag. Men der er en enkel vej til at gøre nytårsforsættet til en succes.
Der er rift om maskinerne i landets 170 Fitness World centre her i januar måned. Lige nu er det højsæson for nye medlemsskaber. Der er rigtigt mange, der har kæmpet med at få plads til korpusset i nytårsdresset, og nu skal der en ny livsstil til.
»Vi lever i en tid, hvor mange tænker, at en god træningsmålsætning er ensbetydende med noget stort og omsiggribende, for ellers kan det jo næsten være lige meget,« forklarer Søren Bitsch som er fysioterapeut og træningsekspert i Fitness World.
”Vi møder en masse nye ansigter i januar, som gerne vil prøve kræfter med træning i et fitnesscenter. Mange har dog desværre også urealistiske forhåbninger og griber tingene uhensigtsmæssigt an,” tilføjer Søren Bitsch.
Skab ændringer
Der er intet galt i at drømme om at løbe et maraton eller opnå et stort vægttab, og det kan også meget vel være, at den drøm går i opfyldelse en gang. Men det er langsigtede mål, og kommer du direkte fra sofaen, er der en lang rejse forude.
Ifølge Søren Bitsch er de meget store mål ofte for langt væk, og mange ender ud med at miste motivationen lang tid før, de når deres mål.
»For de fleste vil det være bedre at have mindre mål for øje. Det kunne være en fornuftig tid på en fem kilometer eller at være i stand til at løbe ti kilometer uden pauser. Det er måske ikke lige så sexet at proklamere overfor vennerne, men mindre delmål optimerer chancen for at opretholde motivationen og derved også muligheden for at nå de større mål i fremtiden,« siger Søren Bitsch.
Et maraton eller lignende vil for langt de fleste kræve dedikeret træning flere gange ugentlig over en lang periode. Det kan være fint, hvis du er vant til at træne, men skal du først til at gå i gang, så gør du dig selv en tjeneste ved at begynde overkommeligt, eksempelvis ved blot at forsøge at komme af sted en eller to gange om ugen. Den lavere træningsfrekvens gør, at kroppen kan nå at tilpasse sig det nye aktivitetsniveau, så du mindsker risikoen for skader. Derudover øger et lavere ambitionsniveau dine chancer for at skabe en ny vane, som du rent faktisk kan fastholde.
Start småt
Søren Bitsch ser gerne, at nye medlemmer sætter lavere mål for på den måde at optimere deres chancer for at nå dem.
»Du skal være mikroambitiøs forstået på den måde, at dit fokus bør være på mindre mål og de små sejre. I morgen tager du et minut mere på løbebåndet eller laver en ekstra gentagelse i en af de øvelser, du træner. De mål, du sætter dig, skal være nogen, du er tæt på 100 procent sikker på er opnåelige for dig,« siger han.
Første skridt er at finde ud af, hvor meget tid du er villig til at bruge på træning. Der er forskel på hvor meget tid, du godt kunne tænke dig at bruge, og hvad der er realistisk. Husk at tænke på hvor meget du bruger på studiet, arbejdet, familien, børnene, hunden, det sociale liv og hvad du ellers måtte have af prioriteter.
»Det er vigtigt at forstå, at enhver mængde træning er bedre end ingen træning. Hvis du ikke træner på nuværende tidspunkt, så er én gang bedre end ingen træning, og du forbedrer din chance for succes, hvis du begynder i det små,« siger Søren Bitsch.
Har du større målsætninger, eller er du i tvivl om, hvordan du skal gribe din træning an, så kan en personlig træner være en mulighed.
»Som i det virkelige liv, vil der også være op- og nedture i dit træningsliv. Det er sjældent at motivationen altid er høj. Når motivationen daler, kan en personlig træner bidrage med støtte og sparring til at hæve den igen,« siger Søren Bitsch
Du kan også finde motivationen på egen hånd. Det vigtigste råd er blot, at du begynder i det små, så du har et realistisk mål i stedet for en fjern drøm, for det er det overkommelige mål, der får dig ud af døren og ned i træningscenteret.
FAKTA OM FITNESS WORLD:
- Fitness World har 170 centre fordelt landet over.
- Du finder personlige trænere i størstedelen af Fitness World’s træningscentre.
- Den personlige træner hjælper med at planlægge træningen, sparrer med dig, motiverer dig og er garant for, at sofaen ikke vinder over motionen.