Hvem udvikler vores politiske ledere?

På det seneste har vi igen set omtale af toppolitikere, som på forskellig vis rager uklar med de ansatte i embedsværket. Ingen nævnt, ingen glemt her. Men det er desværre en velkendt tendens såvel i det kommunale som i centraladministrationen, at en borgmester eller minister har negativ påvirkning på arbejdsmiljøet i forvaltning og sekretariat. Vi har hørt om overfusninger og mobning fra borgmesteren, og vi har hørt beretninger om yngre fuldmægtige, der skulle afskærmes fra ministeren.

Af Andreas Gylling Æbelø associeret rådgiver i Genitor.

Det kan umiddelbart undre, at vi i et land som Danmark ser disse gentagne mønstre i den politiske ledelse. Mange af vores politikere bliver helt tilbage fra ungdomspartierne præsenteret for kurser og dygtiggørelse, og i folketings- og byrådsgrupper bedrives der også kompetenceudvikling på forskellig vis, eksempelvis medietræning.

Meget tyder desværre på, at vores politikere langtfra rustes godt nok til ledelse i almindelighed og topledelse i særdeleshed. Det forudsættes på forunderlig vis, at det at være minister eller borgmester blot er en udvidelse af det eksisterende politiske arbejde med flere stjerner på skulderen, større budgetter og et andet organisatorisk setup.

Men det er ledelse – også selvom departementschefen eller forvaltningsdirektøren har det formelle personaleansvar. God lederadfærd er både noget, man kan udvikle, og noget, der skal vedligeholdes og trænes løbende. Det handler om at skabe strategisk retning og følgeskab, om kommunikation, om motivation, om inddragelse af fagfolk i opgaveløsningen og – ikke mindst – om at sikre et tillidsfuldt og respektfuldt arbejdsmiljø.

Politik handler jo om resultater og kontant afregning, kunne man så indvende. Ministeren kan ikke være blødsøden og bekymre sig om trivsel og tone. Men det kan og skal hun. Og hvis medarbejdernes velbefindende ikke er nok, så kan man finde sin motivation i bedre resultater. For det siger næsten sig selv, at en fuldmægtig med tynd mave og svedige håndflader leverer markant ringere løsninger, end hvis ledelsesrummet er tillidsfuldt og nysgerrigt.

Derfor har vi brug for at udvikle vores politiske topledere. Ikke kun for medarbejdernes skyld. Ikke kun for resultaternes skyld. Men sandelig også for samfundets skyld. Dels står vi i en rekrutteringskrise, hvor hverken stat eller kommuner har råd til mistrivsel og afsked, men derimod har hårdt brug for, at talenterne bliver – og måske endda selv får smag for ledelsesopgaven. Og dels er vi i en tilstand af permanent krise. Pandemi blev afløst af krig – krig ledte til inflation og energikrise – klimakrisen er vedvarende. Vi har brug for alle mand på dæk, ikke mindst i det offentlige.

Så kære toppolitiker. Ledelse og politik er ikke hinandens modsætninger. Du får bedre politiske resultater af at være en dygtig leder. Derfor er det helt relevant, at du spørger dig selv, hvornår du sidst har forholdt dig til og udviklet din lederadfærd.