
Udlandske ejendomsinvestorer er ved at få øjnene op for København, fordi dansk økonomi betragtes som sikker havn, realkreditsystemet er attraktivt, og byen forventes at vokse. Foto: iStock
København blandt Europas bedste bud på et godt sted at købe ejendomme
Et stabilt finansielt system og en levende, attraktiv by har gjort København og omegn til en af Europas mest interessante områder at investere i.
Det kulturelle og kreative i Berlin, ordentlighed, velstand og lidt sydlandsk stemning i München eller måske det tyske finanscentrum i Frankfurt.
De tyske storbyer er populære, og derfor indtager de toppen i den seneste udgave af ejendomsrapporten ’Emerging Trends in Real Estate Europe 2018’, som revisions- og konsulenthuset PwC udgiver sammen med Urban Land Institute.
At Europas folkerigeste land og økonomiske lokomotiv holder sig godt til i toppen er måske ikke så overraskende. Ganske bemærkelsesværdigt er det til gengæld, at København er kravlet ind på en delt andenplads på listen over de mest attraktive byer for ejendomsinvesteringer og udvikling.
“Den store udenlandske interesse for København skyldes, at dansk økonomi betragtes som sikker havn, og at realkreditsystemet er attraktivt. København fortsætter med at vokse, det siger alle prognoser, og så vil byen også være interessant for udenlandske investorer fremover,” siger partner i revisions- og konsulenthuset PwC’s ejendomsafdeling Jesper Wiinholt.
Heftig prisvækst
Ifølge rapporten, hvori forfatterne blandt andet kigger på befolkningsudvikling, beskæftigelse, indkomst og udviklingen i afkast på ejendomsinvesteringer, er det ikke mindst den stærke beskæftigelsesvækst i den danske hovedstad, der er med til at gøre byen interessant.
Dertil kommer den voksende handel, som er en konsekvens af den øgede turisme i byen, og så endelig det faktum, at København betragtes som en af verdens mest attraktive byer at bo i.
Og interessen har i den grad kunnet ses på ejendomspriserne, der siden prisbunden efter finanskrisen, som blev nået i andet kvartal 2009, er steget med 68 procent for parcelhuse/rækkehuse og voldsomme 100 procent for lejlighedspriserne til det højeste niveau nogensinde.
Ejendomsselskabet Protica er blandt de mange investorer, der har fundet og stadig finder København ganske interessant.
“Du har en veluddannet arbejdsstyrke i en by og et land med et velfungerende bureaukrati. Det er bare generelt en by, der er inde i en god udvikling på mange parametre. Det er en by, der er vokset og fortsat vil vokse. Folk vil gerne bo her, og så kan man som investor komme til at sidde på en vare, der er efterspurgt. Det er attraktivt,” siger adm. direktør i Protica, Peter B. Møller.
Farten er faldet
De seneste prisstatistikker tyder på, at farten på det københavnske boligmarked er gået lidt ned. Befolkningsprognoser viser dog, at der fortsat vil ske en nettotilflytning til byen i de kommende år, og det vil være med til at skabe et større behov for boliger og dermed et pres på priserne.
Hos Protica er man ikke i tvivl om, at der er gode muligheder i København, men man skal udvælge sine områder med omhu, lyder det.
“Vi synes, at man skal holde sig fra indre by, fordi der er grænser for, hvor meget køberne kan betale. I stedet skal man som investor ud og kigge på de nye områder, der kommer. De meget nære forstæder til byen – lige uden for brokvartererne og omkring S-togsnettet,” siger Peter B. Møller.
Tilsvarende peger han på de største provinsbyer som gode investeringsmuligheder. Det gælder eksempelvis i Aarhus, hvor man med en letbane har fået åbnet for en helt ny type infrastruktur, der samtidig også vil medvirke til at gøre andre områder end tidligere attraktive.
Berlin indtager for fjerde år i træk førstepladsen og cementerer dermed sin status som Europas varmeste ejendomsmarked
Tyskland i top
Kigger man uden for landets grænser, er det som nævnt i særdeleshed de tyske byer, der markerer sig.
Berlin indtager for fjerde år i træk førstepladsen på listen og cementerer dermed sin status som Europas varmeste ejendomsmarked. Det har investorerne også for længst opdaget, og det presser priserne op og afkastene i bund.
Men forventningerne til det fremtidige marked i Berlin er store, der ventes massiv tilflytning til byen, hvor det er svært at finde kvadratmeter at bo.
Og ifølge rapporten er det netop udlejningspriserne, som investorerne køber ind på. De ventes at fortsætte opad, som de har gjort de seneste år med heftige huslejestigninger.
Spørger man PwC i Danmark, er Berlin da også et godt bud, hvis man vil investere i Europa.
“Hvis det skal være langsigtet og med en vis sikkerhed, så ville jeg stadig se på Tyskland. Især Berlin, selv om det er blevet rigtigt dyrt. Tyskland har været begunstiget af en bomstærk økonomi, og de tyske byer er populære at investere i, og der vil altid være et marked,” siger Jesper Wiinholt.
De høje afkast på ejendomsinvesteringer i Berlin bekræftes af Peter B. Møller.
”Vi har investeret i Berlin tidligere og har lavet særdeles gode afkast med ejendomsværdier, der er tredoblet i værdi, og afkast af investeret kapital er kommet 4-5 gange igen på 10 år.”
London er det største marked for ejendomsinvesteringer, men den internationale interesse daler pt. På grund af usikkerheden omkring Brexit. Foto: iStock
London sælger mest, men har det svært
Også München (nr. 4) og Frankfurt (nr. 2) er gode bud. Sidstnævnte nyder godt af det britiske brexit, fordi eksempelvis flere store banker er begyndt at rykke arbejdspladser væk fra London.
På femtepladsen finder man den spanske hovedstad, Madrid, der er gået fire pladser frem på listen over attraktive byer at investere i. Det skyldes ikke mindst, at kontorlejeindtægterne har udsigt til at vokse.
London er suverænt det største marked. I den britiske hovedstad handles ejendomme for samme beløb, som der handles for i Berlin, Frankfurt, Madrid og Paris sammenlagt.
Det til trods så er London blot nummer 27 på listen. Det skyldes dels, at priserne i byen allerede er tårnhøje, hvilket ikke efterlader meget potentiale til yderligere vækst, og dels er London ramt af brexit-feberen, hvor den internationale interesse siver ud af byen.
Top 10 over attraktive byer
- Berlin
- København og Frankfurt
- München
- Madrid
- Hamburg
- Dublin
- Stockholm
- Luxembourg
- Amsterdam
Kilde: Emerging Trends in Real Estate Europe 2018
Top 10 – Europas mest aktive ejendomsmarkeder
(Q4 2016-Q3 2017)
- London (31 mia. euro)
- Berlin (9 mia. euro)
- Paris (8 mia. euro)
- Frankfurt (7 mia. euro)
- Madrid (7 mia. euro)
- Amsterdam (6 mia. euro)
- München (6 mia. euro)
- Hamburg (4 mia. euro)
- Wien (3 mia. euro)
- København (3 mia. euro)
Kilde: Real Capital Analytics