Her skal du rejse hen, hvis du elsker øl

Få inspiration til spændende øloplevelser i vores tyske naboland.

Bamberg, Regensburg og Berlin.

Disse tre byer står øverst på ølkender Carsten Berthelsens hitliste over tyske lokaliteter, der er værd at besøge, hvis man holder af øl. Men så er der jo også Hamburg. Og München. Og Kulmbach. Og…

“Der er så mange dejlige steder. Tyskland er et vidunderligt rejseland,” fastslår Carsten Berthelsen. Han er oldermand for Danske Ølpublicisters Laug, æresmedlem af Danske Ølentusiaster, foredragsholder og forfatter til bl.a. bøgerne “Ølrejsen – øl og kultur i Europa” og “Ølrejsen til Berlin”. Så han ved, hvad han taler om.

Opfandt lagerøllen

Mere om de enkelte byer senere, men først lidt historie. Når det gælder øl, har verden nemlig meget at takke tyskerne for.

Det gælder især den revolution af bryggetraditionerne, som blev indledt i 1820’erne i Bayern.

En ung, bayersk bryggersøn ved navn Gabriel Sedlmayr tog på seks års studietur rundt i Europa, og vel hjemme i München gik han i gang med at eksperimentere med at lave undergæret øl.

I modsætning til de overgærede øl, man hidtil havde fremstillet i Bayern, gærede de nye øl ved lave temperaturer og blev lagret i kølige grotter, deraf navnet lagerbier. Det lykkedes at udvikle en gær, der passede til de lave temperaturer, og opskriften bredte sig hurtigt rundt i Europa.

Bryggeriet Willinger Brauhaus i Sauerland. Foto: Tourist-Information-Willingen, Sauerland

Rygtet om den nye øl nåede også Carlsbergs brygmester J.C. Jacobsen, som i 1845 tog på studierejse til München og fik to pund undergær fragtet med hjem til København. Her satte han gang i produktionen af det bayerske øl (populært kaldet bajere), som lagde fundamentet for bryggeriets succes. I dag er det meste danske øl stadig undergæret.
I byen Plzen i Böhmen kombinerede den bayerske brygger Jose Groll opskriften på lagerøl med en anden slags malt og det bløde, lokale vand. Resultatet blev i 1842 den pilsnerøl, som var lysere end den bayerske lager, og som hurtigt blev elsket i hele Europa.

Oktoberfest i München

Bayern er altså et oplagt rejsemål, hvis man kan lide øl. Mest kendt er Oktoberfesten i München.

Byens første oktoberfest fandt sted i 1820, da den bayerske kronprins Ludwig blev gift med prinsesse Therese. Siden har det udviklet sig til verdens største folkefest, og den tiltrækker hvert år over seks millioner mennesker, som iført lederhosen eller dirndl samles om store mængder skummende fadøl, tung bondekost og slagermusik i store telte med plads til flere tusinde mennesker.

“Det er hyggeligt og sjovt, men man skal huske at bestille plads et år i forvejen, både i ølteltene og på hoteller. Man kan ikke bare komme spontant,” lyder rådet fra Carsten Berthelsen.

En aften i en tysk ølhave. Foto: Tommy Loesch

Det gamle Hofbräuhaus fra 1589 spiller en særlig rolle i festlighederne, fordi bryggeriet lavede den første oktoberfestbier, og fordi det har det største telt med plads til 10.000 gæster ad gangen.

Men også resten af året kan man besøge det legendariske bryggeris ølstue eller -have. Det samme gælder en lang række andre store bryg- og værtshuse i bymidten, som serverer nogle af Münchens specialiteter: Dunkeløl (mørk, undergæret lager), Märzenøl (lysere undergæret øl), Bayrisch Hell (pilsner) og ikke mindst byens stolthed Salvator, en stærk Doppelbock, som oprindeligt blev brygget af munke, og som dengang var overgæret og mørkebrun, men nu er en undergæret, ræverød øl.

Oktoberfesten løber over to en halv uge, næste år fra 16. september til 3. oktober. En stigende del af deltagerne er tilrejsende turister, og det er en af grundene til, at Carsten Berthelsen hellere vil anbefale en af de lokale bayerske byfester.

“Jeg elsker München, men der er så mange andre ustyrligt dejlige byfester rundt omkring,” siger han.

Fredede huse og ølhaver

En af dem foregår i den nordbayerske by Bamberg den næstsidste weekend i august. Bamberg er i det hele taget Carsten Berthelsens tyske favoritby. Byen og dens 2.300 fredede huse med høje, røde tage er på Unescos liste over verdens kulturarv, og inden for byens gamle volde ligger ikke mindre end 10 bryghuse med tilhørende skænkestuer og gode ølhaver.

Byens ølspecialitet er røgøl, som fremstilles med røgmalt, der er tørret på ståltrådsnet udspændt over bøgetræsbål.

“Øllet er den helt store prøve for ølelskere. Enten er man på – og således håbløst fortabt – eller frastødt for tid og evighed,” fastslår Carsten Berthelsen.

Røgøllet købes blandt andet på det berømte værtshus Schlenkerla, hvor træfade med røgøl bæres op fra kælderen, og der skænkes direkte fra fadet via en taphane. Her serveres kun røgøl, men på byens andre værtshuse er der frit valg mellem en række tyske ølspecialiteter.

Ølfest er der også i byen Kulmbach, som ifølge Carsten Berthelsen er en ukendt perle. Byen ligger nordvest for Bayreuth, og ølfestivallen finder sted omkring 1. august hvert år.

Øl af rug var forbudt

Regensburg er en anden af ølkenderens tyske favoritbyer. Med sin placering, hvor Donau løber sammen med Regen, var den gennem århundreder en vigtig handelsby, og den er blandt andet kendt for “Steinerne Brücke” fra 1100-tallet, Tysklands ældste bevarede stenbro.

På ølfronten er den bayerske by især kendt for sin rugøl, som det nye, såkaldte reinheitsgebot dog satte en stopper for i 1516.

Skål i en ølhave i München. Foto: A Kupka

Loven om, at øl kun måtte indeholde vand, humle, bygmalt og gær, blev senere gældende for hele Tyskland, og reglerne blev først afskaffet, da de i 1987 blev underkendt af EF-domstolen. Mange tyske bryggerier overholder dog stadig reinheits-reglerne. Men i Regensburg genoptog man i 1988 brygningen af rugøl, som i dag fås mange steder i Regensburg.

Blandt Carsten Berthelsens anbefalinger er mikrobryggeriet Fürstliches Brauhaus, som i 2005 blev indrettet i en fløj på det lokale slot, byens ældste bryggeri Spitalbrauerei, som blev grundlagt i 1226 som en del af et sygehus, samt turistattraktionen Wurstkuchl, et 900 år gammelt spisested, som udover øl serverer Nürnbergerpølser og sauerkraut med sennep.

Er man nørdet…

Forlader man Bayern og og drager mod nordvest, er der fine oplevelser i Nordrhein-Westfalen. “Hvis man er nørdet, skal man til Dusseldorf og drikke altbier,” siger han.

Altbier er en overgæret brun øl af den type, man bryggede “i gamle dage”, før lagerøllen blev opfundet i Bayern. Den serveres både på de mange værtshuse i den gamle bydel og ved den årlige byfest “Rheinkirmes” tredje uge i juli, hvis besøgstal kun overgås af Oktoberfesten i München.

I Köln ikke langt derfra er specialiteten en overgæret lagerøl ved navn Kölsch, som altid serveres i smalle cylinderformede to deciliters glas, typisk af tjenere i flotte blå toradede jakker og med langt forklæde.

“Det er det skægge, at der overalt findes disse tidslommer, som har fastholdt traditionerne,” siger Carsten Berthelsen.

Nytænkning i nord

I de nordtyske storbyer Berlin og Hamburg lægger man mindre vægt på traditionerne. Her kan man få alle tyske øltyper, men desuden eksperimenteres der flittigt på bryggeriværtshuse og mikrobryggerier.

“Der sker rigtig meget på den moderne ølscene i begge byer. Her er man mere åbne for nye øltyper, f.eks. amerikansk inspireret øl med meget humle,” siger Carsten Berthelsen.

Hamburg har sin egen ølspecialitet, en stærk, sødlig doppelbock ved navn Senatsbock, og sin egen ølfestival i april i de renoverede slagtehaller Schanzenhöfe, hvor man især serverer den lysere Bockbier.

I Berlin er der ølfestival første weekend i august, når 2,2 kilometer af Karl Marx Allee fyldes med øltelte og boder, og resten af året nydes øllene i de mange værtshuse eller ølhaver.

Et glas i haven

Ølhaver er en meget tysk tradition. Den opstod i Bayern, da man opbevarede øltønderne i kølige huler under jorden og plantede kastanjetræer ovenpå. Det gav store skyggefulde haver, som bryggerierne fandt ud af at udnytte til at servere øl for tørstige sjæle.

Ølhaverne er indrettet med langborde og bænke og med en disk, hvor man selv går op og køber sit øl. De er ofte placeret i forbindelse med et værtshus, så man kan sidde inde om vinteren og ude om sommeren, og de kan have plads til flere tusind mennesker.

Halvt sodavand

En anden særlig tysk specialitet er øl blandet med sodavand.

I Berlin hedder det Berliner Weisse og består af Weissbier, en surgæret hvedeøl, som blandes med rød, gul eller grøn sodavand, så man tilsammen får et trafiklys.

I Sydtyskland har man variationen Radler, som er brun øl spædet op med sodavand, og i Hamburg hedder blandingen Alsterwasser.

“De blev indført for at fortynde øllen, så man blev mindre påvirket. Men det smager afskyeligt, hvis du spørger mig,” erklærer Carsten Berthelsen.