Sponsoreret indhold fra

<div class="imgtxt" id="imgtxt"><!-- [et_pb_line_break_holder] --><p><!-- [et_pb_line_break_holder] -->Foto: Alter Meierhof Vitalhotel Glücksburg<!-- [et_pb_line_break_holder] --></p><!-- [et_pb_line_break_holder] --></div>

Tag på gourmet-weekend syd for grænsen

<div class="sharethis-inline-share-buttons"></div>

Schleswig-Holstein har flere toprestauranter at byde på, hvis du trænger til at koble af.

Kan man lide god mad, er der masser af grunde til at tage til Nordtyskland. Tyske kokke brillerer i disse år på den gastronomiske verdensscene, og flere af dem holder til i Schleswig-Holstein.

Det høje niveau ses blandt andet ved den årlige gourmetfestival. Gennem 30 år har festivalen hentet trendsættende gæstekokke til landsdelen, og arrangørerne er ikke i tvivl om, at det gennem årene har været med til at skabe den nuværende høje standard på de nordtyske gourmetrestauranter.

Dette års Schleswig-Holstein Gourmet Festival blev indledt 18. september og består af 33 forskellige kulinariske begivenheder rundt om hos de deltagende restauranter. Her optræder 19 tyske, danske, østrigske og schweiziske gæstekokke, inden festivalen slutter i marts 2017.

Herunder kommer tre bud på gourmetrestauranter, som er værd at aflægge besøg for en weekend, og forslag til, hvad man kan fordrive tiden med, mens man samler appetit.

To-stjernet Michelin lige syd for grænsen

Blot få kilometer sydøst for den dansk-tyske grænse ligger en af Nordtysklands allerbedste restauranter, “Meierei Dirk Luther”.

Restauranten ligger ud til Flensborg Fjord og har navn efter køkkenchefen, som har regeret i køkkenet siden 2006. Dirk Luther laver klassisk fransk mad med et moderne tvist, og fra 2008 har det samtlige år resulteret i to stjerner i Michelin-guiden.

Foto: Alter Meierhof Vitalhotel Glücksburg

“Maden på Meierei Dirk Luther er en sådan fest for øjnene, at man nemt overser fjordens bølger lige uden for de store vinduer. Glem ikke at tage et kig udenfor, hvor man kan se helt til Danmark. Man savner naturligvis ikke smag i maden, da Dirk Luther krydrer sit klassiske køkken med moderne smagsgivere,” skriver Michelin-inspektøren i sin vurdering i 2016-guiden.

En otte retters menu på gourmetrestauranten koster i skrivende stund 189 €, en seks retters koster 168 €, og tilhørende vinmenu står i hhv. 98 og 82 €.

Restauranten er en del af det femstjernede Vitalhotel Alter Meierhof, som udover 54 værelser og suiter omfatter et orientalsk inspireret spa-område med bl.a. hamam, sauna, sten-dampbad, aromabad og inden- og udendørs pools.

Kongehusets stamfædre

Tager man på weekendtur til “Meierei Dirk Luther”, er det oplagt at bruge dagtimerne på et besøg i den nærliggende by Glücksburg – eller Lyksborg, som byen hedder på dansk. Glücksburg Slot spiller nemlig en stor rolle i danmarkshistorien.

Slottet Glücksburg. Foto: DZT, Dietmar Scherf

Slottet var i fem generationer stamsæde for hertugerne af Glücksburg, og herfra kom den danske tronarving, da kong Frederik d. 7. døde barnløs i 1863. Prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Lyksborg blev til Danmarks kong Christian d. 9., og lige siden har det danske kongehus nedstammet fra den glücksburgske slægt. Slottet var desuden kongefamiliens sommerresidens fra 1854 indtil det danske nederlag til Preussen og Østrig i den 2. Slesvigske Krig i 1864..

Glücksburg Slot ligger omgivet af vand, og de idylliske omgivelser inviterer til en gåtur i slotshaven og den tilhørende rosenhave. Indendøre kan man bl.a. se en stor samling af tapisserier og lædertapeter, porcelæn, sølvtøj, Empire- og Biedermeier-møbler samt talrige historiske portrætmalerier af hertugfamilien. Slottet er åbent for offentligheden hver dag i sommerhalvåret og i weekenden i vinterhalvåret.
Byen har en lang tradition som kurby, og for få år siden blev byens svømmehal renoveret. Det markedsføres nu under navnet Fördeland-Therme og indeholder bl.a. et udendørs havvandsbassin, et oplevelsesbassin og en familierutsjebane.

Luksus ved havet

Lidt længere sydpå, midt i ferieparadiset Timmerdorfer Strand nordøst for Lübeck, ligger en anden af delstatens kulinariske højborge, restauranten “Orangerie”. Her har stjernekokken Lutz Niemann huseret siden 1990, og siden 1994 har han sikret stedet en Michelin-stjerne.

“Lutz Niemann bekender sig til det klassiske køkken, men hans retter er langt fra gammeldags. De er fulde af smag og duft og fri for unødvendige dikkedarer,” lyder anbefalingen i Michelin-guiden, som også fremhæver stedets sommelier, Ralf Brönner, og den øvrige erfarne og behjælpsomme stab.

Restauranten er eksklusivt indrettet i flødefarver, sort og guld, og gennem store glaspartier har gæster mulighed for at følge med i kokkenes arbejde i køkkenet.

En menu med fire til syv retter koster fra 85 til 119 euro. Vil man have fornøjelse af stedets berømmede vinkælder og supplerer med en vinmenu, er prisen 128 og 208 euro for henholdsvis fire og syv retter.

Strand, vand og verdensarv

“Orangerie” er en del af det 241 værelser store Maritim Seehotel Timmendorfer Strand, som ligger lige ud til Østersøen med udsigt over havet. Hotellet indeholder 3.000 kvadratmeter spa- og wellnessområde fordelt over tre etager, alle ud mod havet.

Udendørs lokker strand, sand og bølger. Timmerdorfer er et af Tysklands mest populære badesteder, og blæser det, kan man på stranden søge ly i de to personers strandkurve, som er typiske for nordtyske strande.

Langs med stranden kan man nyde den friske havluft og få vind i håret, eller man kan gå en tur på strandpromenaden, besøge modebutikker eller hygge sig på barer og restauranter.

Et stort trækplaster ved Timmerdorfer Strand er desuden det store akvarium Sea Life, hvor dyreelskere i alle aldre kan se skildpadder, hajer og fisk i massevis boltre sig. Vil man hellere spille golf, er der ikke mindre end ti golfbaner i nærheden.

Blot 15 kilometer syd for Timmerdorfer Strand ligger storbyen Lübeck, den gamle hansestad, som i Middelalderen var en af Nordeuropas rigeste byer. Mange af de gamle middelalderbygninger findes endnu, heriblandt domkirken og fire andre kirker, og derfor er den gamle bydel på Unescos liste over verdensarv.

Byen er også berømt for sin marcipan og sit julemarked, men man skal ikke besøge byen i håb om at se Døden fra Lübeck. Det 30 meter lange maleri, som blev malet i 1463 i Mariekirken, findes nemlig ikke mere. Det blev ødelagt ved et allieret luftangreb palmesøndag 1942.

Lokale opskrifter og råvarer

Hvis man er ligeglad med Michelin-stjerner, men til gengæld værdsætter et stærkt lokalt funderet gourmetkøkken, bør man overveje at lægge vejen forbi restaurant “querbeet” mellem Schleswig og Rendsburg.

Restauranten, som er en del af Seehotel Töpferhaus, lægger stor vægt på at bruge regionale produkter fra Schleswig-Holstein i madlavningen. Grøntsagerne købes på torvet om morgenen, kød og fisk kommer fra nærliggende landbrug, lokale jægere og fiskere fra Østersøen og Nordsøen, og krydderurterne henter kokken i haven.

FAKTA

Maden er a la carte og serveres med udvalgte vine eller kolde øl fra Ditmarsken, og prisniveauet er lavere end på Michelin-restauranterne.

Selv om der ikke uddeles stjerner, roses querbeet dog i Michelin-guiden for blandt andet “god standard” og hyggelige lokaler med en afslappet nordisk fornemmelse.

Seehotel Töpferhaus ligger i landlige omgivelser midt i naturparken Hüttener Berge ned til den store Bistensee. Her hersker en afslappet stemning med badebro, wellness og liggestole på terrassen, og lige i nærheden kan man spille golf, vandre, ro, cykle eller ride.

Naturparken Hüttener Berge dækker omkring 22.000 hektar og består mest af skove, bakker og søer. Her er masser af både afmærkede vandreruter, ridestier og mountainbikeruter, eller man kan vælge at cykle til Kielerkanalen eller den historiske oksevej til Schleswig eller Egernförde.